Den første generalforsamling
Den stiftende generalforsamling i Hals Bådelaug holdes på Hals Hotel den 22.
marts 1973 kl. 20.00. Lærer Emanuel Hansen, Gandrup, vælges til dirigent og
forelægger arbejdsudvalgets udkast til love og vedtægter.
Bådelaugets første bestyrelse konstituerer sig med Carl F. Wang som formand, Knud Henriksen næstformand og Inger Kristensen kasserer. Kamma Højer Jensen, Hals, og Thomas Olesen, Gandrup, kompletterer bestyrelsen.
Helt typisk for den ånd, der altid senere har besjælet foreningen, bliver der naturligvis samme aften valgt en person til festudvalg! Søren B. Christensen, Godthåb, bliver betroet denne tillidspost. Desuden bliver Niels Skalkam, Hals, valgt til juniorudvalg og Hans Wiingaard, Gandrup, til sejlerudvalg.
Og så fastsættes det første årskontingent i øvrigt til 25 kroner - for både aktive og passive.
Et klubhus på vej
1. april 1974 henvender man sig til Farvandsdirektoratet med ønsket om at
indrette klubhus i den gamle redningsstation vest for beddingen. Aalborg Havnevæsen
samt havnefoged Niels Bergmann bliver orienteret herom.
Bestyrelsen drøfter samme dag en eventuel optagelse i Dansk Sejlunion og mulig tegnelse af en gruppeforsikring. Desuden udarbejder bestyrelsen en orienteringsskrivelse til medlemmerne om sejleraftener og weekendture. Der er i det hele taget ved at være struktur på det nydannede bådelaug.
Dog er der endnu mange pejlinger og bestik, der skal tages, inden bestyrelsen kan fastlægge den endelige kurs. I flæng kan nævnes: opmåling af både, overtagelse af havnepladser, installation af el og vand på pælebroen, opkrævning af havneafgift fra gæstesejlere o.m.a.
Og tiden går ...
I december 1974 forhandler man med Hals Marineforening og Hals Kommunes
kulturudvalg om leje af Redningshuset til fælles klubhus for de to foreninger.
Ved generalforsamlingen i marts 1975 vedtager en enig medlemsskare på hele ni
fremmødte at give bestyrelsen mandat til at fortsætte arbejdet omkring det
kommende klubhus, som man regner med at skulle investere 30.000 kroner i.
Og så skal der i øvrigt bankes pæle i foråret - mens man stadig arbejder med: husorden, liggepladsregler, lejekontrakter, husgæster, serveringsplaner, pinsemarked, ventelister, vandledning, pæleudskiftninger, årets hivert, navigation, marina, rengøring, duge, nøgler, overskudsdeling, tilslutningsafgifter, kapsejladser, standerhejsning, klubaftener, juniorbåd, aktive og passive, luftledninger, tovværksarbejde, sejlklubssamarbejde, tipsmidler, filmaftener, afriggerfest o.m.a.
Men så er medlemstallet også steget fra 65 til 103 ved generalforsamlingen 11. marts 1978.
Og snakken går ...
Som det fremgår af foranstående, er der næppe tid til at kede sig som medlem
i det aktive Hals Bådelaug, hvor få grove, men mange sjove opgaver veksler
mellem hinanden.
En rambuk anskaffes i foråret 1979. Den bliver i en årrække anvendt af forårskåde bådejere, som nu selv kan regulere pæleslagningen efter behag og nødvendighed. Samme år skriver man kontrakt med Aalborg Havn om leje af 940 m2 vandareal til en pris af 30.182 kroner plus moms. Og så bliver juniorafdelingen optaget i "Hals-ordningen".
Året efter planlægger man køb af en 606 kølbåd og to Europa-joller, og et jollehus opføres vest for Redningshuset. En ledsagerbåd med motor erhverves formedelst 12.000 kroner, og man investerer i intet mindre end en kran i 1983. Denne udskiftes i 1985 med en 10 tons Coles-kran "for en byttepris på max. 45.000 kroner - leveret." Jolleparken udvides fortsat løbende.
Som kuriosum kan i øvrigt nævnes, at man i 1981 søger Aalborg Havn om lov til at leje den sydlige del af den gamle auktionshal til materialer og mødelokale, men bliver afvist. 12 år senere køber man så både hus og grund! I mellemtiden har "Kahytten" (fra 1983 og til 1993) udgjort de væsentligste rammer omkring bådelaugets "indendørs" aktiviteter i sejlsæsonen.
Ny æra med "Kahytten"
Den gamle skibsklokke fra "Palme" kommer til ære og værdighed over
terrassen. Der bliver i det hele taget endnu en gang lagt et stort stykke
arbejde af laugsmedlemmerne både med hensyn til afhentning, opstilling,
indretning, maling og vedligeholdelse af det ny samlingssted:
aflastningsklubhuset "Kahytten".
Og så er der autoritet i malmklangen, når den gamle skibsklokke bydende signalerer en omgang til "de tilstedeværende på terrassen - i signalafgivningsøjeblikket".
En mastekran finder sin placering i det sydvestre hjørne af havnebassinet, og der bliver "ansat" en fast rengøringshjælp til "Kahytten" i opkrævningssæsonen.
Og så fremlægges der private planer om et ambitiøst marineprojekt vest for færgelejet. Det forbliver dog på tegnebordet, og bådelauget forsikres om, at Aalborg Havn ikke har til hensigt at opsige laugets bloklejemål.
Bladsamarbejdet med Egense Sejlklub og Mou Bådelaug opsiges, da man ikke mener, at stofmængden fra Hals Bådelaug til egne medlemmer står i rimeligt forhold til udgivelsesomkostningerne.
Generalforsamling - igen
Mastekran, juniorafdeling, kapsejladser, fester, havnepladser, Redningshus,
klubblad, regnskab o.m.a. omtales i formandens beretning ved generalforsamlingen
8. februar 1987. Foruden diverse valg og regnskaber er man også optaget af
deadlines, udhængsskab, liggepladsbegæringer, ventelister, hvilepladser,
mobilkran og frihavnsordning ...
"... og der blev lys!"
Strøm skal der til, men det holder hårdt, inden de "rigtige" sejlere
kapitulerer og medgiver "luxussejlerne", at det er rart med strøm til
et ladeaggregat i nødstilfælde - når de nu ikke mener sig i stand til at
foretage havnemanøvrer på betryggende vis under sejl! For strøm til
opvarmning - det er blødsødenhed!
Og så indføres der "jernbaneskinne-pæle" med pvc-beklædning i Hals Bådelaug, mens man stadig arbejder med: økonomi i udvalgene, økonomi omkring "Kahytten", ejendomsskat, udlån af juniorbåde, salg af juniorbåde, elregnskab, bloklejemål, slingers, Marineforeningen, jolleudlejning, medlemseksklusion, Hals-ordningen, hvervekampagne, den gamle auktionshal, svømning, foredrag o.m.a.
"Blod, sved og tårer ..."
Så galt går det heldigvis ikke, selv om bestyrelsen nu får nok at se til i
forbindelse med fremtidsplanerne omkring Hals Havn. Man beslutter nemlig at købe
pælebroen og de to slingers for at sikre bådpladser til en overkommelig pris
langt ud i fremtiden.
Også den gamle auktionshal ønsker man at købe for at indrette den til klubhus og velfærdsbygning. Desuden agter man at lade opføre en dækmole for at øge antallet af liggepladser i havnen og samtidig skabe mere ro i havnebassinet.
Den ordinære generalforsamling 8. februar afvikles uden komplikationer. Årets anden ekstra generalforsamling indkaldes 23. maj for at konfirmere en vedtægtsændring.
Hals Bådelaug medvirker som vært ved årets træskibsstævne, ligesom der afvikles de traditionelle festlige sammenkomster på havnen, og man begynder så småt at tænke på festligholdelsen af sejlklubbens 20 års jubilæum i 1993.
Dækmolen - også kaldet "Østbroen" - indvies i efteråret 1992 og er med el og vand samt belysning klar til ibrugtagning til sejlsæsonen 1993.
Gammelt klubhus
I øvrigt glæder man sig over et godt samarbejde med Hals Marineforening, som
formedelst en afståelse på 31.000 kroner får overdraget hele brugsretten til
Redningshuset pr. 1. februar 1994. Jolleskuret bliver ligeledes overdraget
Marineforeningen pr. 1. januar 1996.
Nyt klubhus
Der skal da også bruges pæne beløb i forbindelse med auktionshallen, hvorfor
bestyrelsen ved generalforsamlingen 13. februar 1993 endnu en gang søger og får
enstemmigt mandat til at afholde nødvendige udgifter inden for en ramme af 1,4
mio. kroner. Det luner dog lidt, at man får forhåndstilsagn om Renevalmidler på
225.000 kroner, så den samlede bevilling til projektet kommer på 750.000
kroner maksimalt eller 30 % af dokumenterede udgifter.
Hverdag igen
"Hvor er det dejligt, når noget en gang imellem lykkes." Citatet fra
protokollen udtrykker glæden over udsigten til at få belagt samtlige
liggepladser i 1993. Det viser også, at bestyrelsens arbejde ikke altid er så
enkelt og overskueligt, som det måtte fremtræde, når det én gang om året
forelægges en generalforsamling til godkendelse.
På bestyrelsesmødet 21. april 1993 beslutter man at ansætte arkitekt Mogens Pedersen, Vester Hassing, som byggeleder, da ingen frivillige kan afse den fornødne tid til opgaven.
Adskillige møder med håndværkere omkring ændringer af byggeriet, priseroverslag, indvendige døre, ydre fremtræden o.m.a. går forud for underskrifterne på byggekontrakten 3. august 1993. Rejsegildet kan tre uger senere fastsættes til fredag den 27. august 1993 kl. 13.00.
Så når vi til ...
Sæsonen 1993 giver en mindre nedgang i antallet af gæstesejlere svarende til
den, der registreres i naboklubberne. Byggeriet forløber planmæssigt, og der
er hele byggefasen igennem "kontant" styr på økonomien. Dertil
kommer en tilfredsstillende aftale omkring fiskeforretningen for en tre-årig
periode.
Bestyrelsen forhandler afståelse af fællesfaciliteter i Redningshuset med Marineforeningen og en drøftelse med Teknisk Udvalg skal klargøre planerne for de eksisterende badefaciliteter i Redningshuset.
"Indvielsesfesten m.v. i lørdags gik utrolig flot. Huset blev taget i brug med maner."
Og så går det "som smurt i olie", da klubhuset bliver oversvømmet 21. oktober. En eller anden har simpelt hen glemt at isætte proppen i den nyinstallerede olietank! Det resulterer i, at 430 liter fyringsolie af den bestilte mængde på 1000 liter siden må fjernes fra cementgulvet af Hals Brandvæsen. Der er i dagens anledning også lyn-udrykning af en VVS-mand, som ankommer med den manglende "reservedel"...!
Med hensyn til "Kahytten" finder den foreløbigt blivende sted på Nordmandshage som første klubhus for Hals Golfklub. 40.000 kr. afgør det fremtidige ejerskab.
Havnen
"samarbejde er vejen frem", hedder det i slutbemærkningen til mødet
mellem Havneudvalget og bestyrelsen 10. februar 1994. Forud herfor bliver de
daglige rutiner på havnen gjort til genstand for indgående drøftelser, der
munder ud i en nøjere arbejdsbeskrivelse for Havneudvalget.
Knap 3000 gæstesejlere besøger Hals Havn i 1993.
Planer om etablering af en jollehavn øst for den eksisterende havn giver Hals Bådelaug anledning til spekulationer.
Hvilke virkninger kan en sådan i givet fald få på de aktuelle indtjeningsmuligheder i bådelauget?
Hvordan ser så ellers en fritidsfiskerjolle ud?
Alle pladser i havnen er besat i juni 1994 og den gamle rambuk solgt til 2.500 kr. Opkrævningen for gæstesejlere går godt, og havneopkræverne roses for deres orden i afregningen samt evne til at forestå arbejdet på bedste vis.
Og man hygger sig om de tre ny, små grill'er på terrassen.